Fem fejl i ansvarlig formidling og hvordan du undgår dem

Fejl 1: Samtykket bliver et ja i forbifarten

Den hyppigste fejl, jeg ser i øvelserne, er at samtykket klares med et hurtigt 'det er fint, ikke?' lige før samtalen slutter. Så siger folk ja, fordi stemningen er god, ikke fordi de har overblik over, hvad der kommer til at stå. Samtykke er en proces, ikke et øjeblik.

Forklar i starten, hvad historien skal bruges til, hvor den bliver set, og hvad der kan blive svært at trække tilbage. Aftal også, om personen får lov at læse sine egne citater, og hvad der sker, hvis vedkommende fortryder. Den slags aftaler fylder to minutter og sparer dig for lange og ubehagelige samtaler bagefter.

I efterårets øvelser beder jeg deltagerne skrive en kort samtykkeaftale i almindeligt sprog. Det tvinger dig til at formulere, hvad du faktisk lover, og det gør det lettere at holde løftet, når teksten er færdig og tidspresset melder sig.

• Sig hvad historien skal bruges til, før du optager
• Aftal om citater må læses igennem
• Nævn, hvad der ikke kan tages tilbage efter udgivelse

Fejl 2: Kilden bliver stående alene

Når en person fortæller en stærk historie, er det fristende at tage den for pålydende. Men en enkelt kilde giver kun én version af virkeligheden, og den kan være farvet af erindring, loyalitet eller gammel vrede. Det er ikke det samme som uærlighed, blot menneskeligt.

Find noget, der kan understøtte eller nuancere det, du har hørt: en anden, der var der, et dokument, et sted du selv kan besøge. Du behøver ikke gøre det til en efterforskning. I en livsstilsartikel kan det være nok at spørge en pårørende eller tjekke et årstal.

Skriv i teksten, hvad der er dit eget iagttagede, og hvad der er andres fortælling. 'Hun husker, at gården var solgt i 1990'erne' er ærligere end en påstand uden afsender, og læseren kan selv veje det.

• Tjek navne, årstal og tal mod mindst én anden kilde
• Skel i teksten mellem det du så og det du fik fortalt

Fejl 3: Balancen forveksles med lige meget spalteplads

Mange tror, at balance betyder at give to sider præcis lige mange linjer. Det er en misforståelse. Balance handler om, at ingen bliver fremstillet urimeligt, og at læseren får det, der skal til for at danne sig sit eget billede.

Hvis du skriver om en nabokonflikt og kun har talt med den ene, skylder du den anden en chance for at svare. Hvis personen ikke vil medvirke, skriver du det, uden at lade tavsheden blive en skjult dom. Én ærlig sætning om, at du har spurgt, er ofte nok.

Læs dit udkast med den omtalte persons øjne. Kan vedkommende genkende sig selv, også i de passager, der ikke er smigrende? Hvis svaret er nej, er det som regel adjektiverne, der er løbet af med dig, ikke fakta.

Fejl 4: Små detaljer afslører mere end tilsigtet

En bydel, en arbejdsplads og en bilmodel kan tilsammen udpege et menneske, selv om du har ændret navnet. Det oplever deltagerne ofte for sent, når en nær ven genkender personen og ringer til vedkommende.

Gennemgå tekst og billeder med spørgsmålet: hvem kan pege på den her person? Fjern eller sløre det, der ikke bærer historien. Hvis personen har bedt om anonymitet, gælder det også baggrunden i fotografiet og metadata i filen.

Tal det igennem med den, du skriver om. Nogle vil gerne kunne genkendes og er stolte af det, andre har gode grunde til at holde sig skjult. Det er deres valg at træffe, ikke dit at gætte.

• Tjek geografi, arbejdsplads og særlige kendetegn
• Se på baggrund, skilte og billedfilens oplysninger

Fejl 5: Dramaet får lov at styre sproget

Når en historie er rørende, vil man gerne hjælpe den på vej med store ord. 'Tragisk', 'heroisk' og 'kæmpede tappert' lyder som empati, men lægger ofte en fortolkning ned over et menneske, der ikke har bedt om den.

Vælg konkrete handlinger frem for vurderinger. Skriv, hvad personen gjorde, og hvad der blev sagt, og lad læseren mærke resten. Det er både mere respektfuldt og som regel bedre skrevet.

Overvej også overskriften. Den må ikke love mere, end artiklen indeholder, og den må ikke gøre et menneske til en etiket. Spørg dig selv, om du ville bryde dig om at se den stå over din egen historie.

Sådan får du fejlene med i din arbejdsgang

Fejlene forsvinder ikke af, at du kender dem. De forsvinder, når du bygger faste stop ind i arbejdet. Jeg anbefaler en kort liste, du går igennem før aflevering: samtykke afklaret, kilder tjekket, den omtalte part hørt, genkendelige detaljer vurderet og sproget gennemlæst for vurderinger.

Brug listen på dine egne øvelser, og bed en anden læse med. Fra tid til anden skal du også turde slette en pæn sætning, hvis den kommer for tæt på et menneske. Det er sjældent den, læseren savner.

Når du gør det til rutine, bliver ansvarligheden en del af håndværket i stedet for en bremse. Dine interviewpersoner mærker det, og dine tekster bliver mere troværdige af det.

• Samtykke aftalt og forstået
• Kilder tjekket og afsender tydelig
• Berørte parter hørt
• Genkendelige detaljer vurderet
• Sprog gennemlæst for vurderinger

Ansvarlig formidling handler sjældent om store principbrud. Det er de små genveje, der gør skade: et hurtigt ja, en enkelt kilde, et for stærkt ord. Gå tjeklisten igennem hver gang, og bed en anden om at læse med. Så behandler din historie de mennesker ordentligt, den handler om, og du kan stå ved den, når den er offentliggjort.