Skriftligt eller mundtligt samtykke: to veje, og hvilken du bør vælge

Hvorfor valget overhovedet betyder noget

Når du skriver om et almindeligt menneske, giver personen dig noget, der ikke kan tages tilbage, når artiklen er trykt eller lagt online: sin historie, nogle gange sit ansigt og ofte detaljer om familie, helbred eller arbejde. Samtykket er det øjeblik, hvor I to bliver enige om, hvad der må bruges til hvad. Det lyder højtideligt, men i praksis er det en almindelig, rolig samtale.

Der er to gængse måder at gøre det på. Den ene er mundtlig: du fortæller, hvad historien skal bruges til, og personen siger ja. Den anden er skriftlig: du sender eller medbringer få linjer, som personen kvitterer for. Begge dele kan være ordentlige. Forskellen ligger i, hvad der sker, når noget senere bliver uklart, og i hvor meget ro samtykket giver jer begge undervejs.

Det mundtlige samtykke: naturligt, men skrøbeligt

Fordelen ved det mundtlige samtykke er tonen. Samtalen bliver ikke stiv, og personen føler sig ikke som en sag. På et torvemøde, ved en køkkenbord-samtale eller hos en nabo, du kender lidt, passer det ofte bedst til situationen. Du kan også mærke tøven, mens du taler, og justere dit forslag, før I er nået for langt.

Svagheden er hukommelsen. Efter to uger husker I ikke det samme. Sagde du, at citaterne ville blive vist før udgivelse? Troede personen, at billedet kun skulle bruges i en lokal artikel? Uden noget at pege på bliver uenigheden let en følelse af svigt, og den er svær at rette op på bagefter.

Mundtligt samtykke kan blive bedre, hvis du optager aftalen, mens du har lydoptageren tændt, og spørger direkte: må jeg bruge dit navn, dit billede og dine ord på den måde, vi har talt om? Så har I i det mindste jeres egne ord.

• God tone og lav tærskel
• Svært at dokumentere, hvad der blev aftalt
• Passer til korte, uformelle møder

Det skriftlige samtykke: lidt mere arbejde, meget mere klarhed

Et skriftligt samtykke behøver ikke være et juridisk dokument. Det kan være en halv side eller en e-mail, hvor du kort skriver, hvem du er, hvad historien skal bruges til, hvor den kan blive vist, hvad der sker med billeder, og at personen kan trække sig inden en bestemt frist. Personen svarer, at det er forstået.

Det skaber noget vigtigt: tid. Personen kan læse det i ro, tale med sin familie og vende tilbage. Samtykke givet på stedet, mens du står med en notesblok, er sjældent helt frit, fordi folk er høflige. Samtykke givet dagen efter er mere ægte.

Ulempen er, at formularer kan skræmme. Hvis papiret fremstår som et kontraktudkast, kan personen blive ængstelig eller lukke sig. Derfor skal sproget være jordnært, og du bør selv læse det op og forklare det. Papiret er støtten til samtalen, ikke en erstatning for den.

• Giver tid til at overveje
• Kan vises frem, hvis der opstår tvivl
• Kræver et enkelt og venligt sprog

Hvad vi ser i øvelserne på kurset

Når du øver samtykke i modulet om ansvarlig redaktionel formidling, opdager du hurtigt, at de svære situationer ikke handler om selve ja'et. De handler om forventninger. En person kan sagtens sige ja til at deltage og alligevel blive overrasket over, hvordan en vinkel lyder, når den står på skrift.

Derfor lader vi dig prøve begge metoder af i rollespil og skabeloner. Mange deltagere starter med den mundtlige og oplever, at de glemmer at nævne, hvem der kan se artiklen, eller at citater kan blive forkortet. Når de forsøger sig med en kort skriftlig oversigt, bliver samtalen ofte mere konkret og mere afslappet, fordi begge ved, hvad der gælder.

Henrik Vestergaard giver feedback på øvelserne og spørger ofte det samme: ville personen kunne gengive aftalen med sine egne ord? Hvis ikke, er den ikke tydelig nok, uanset om den er mundtlig eller skriftlig.

Vores anbefaling: kombiner dem i den rækkefølge, der passer

Vores anbefaling er enkel: tag samtalen mundtligt, bekræft skriftligt. Du forklarer personligt, hvad du vil lave, og lytter til spørgsmål. Bagefter sender du få linjer, der opsummerer det aftalte, og beder om en kort bekræftelse. Så får du både tonen fra den første og sikkerheden fra den anden.

Er personen sårbar, er emnet følsomt, eller skal der bruges billeder af børn eller helbred, bør det skriftlige trin ikke springes over. Er det en kort, uproblematisk bemærkning i en større reportage, kan mundtligt samtykke med optagelse være tilstrækkeligt.

Husk også, at samtykket kan genovervejes. Hvis personen ringer og ønsker en ændring inden udgivelse, tag det alvorligt og find en løsning. En historie, der er skrevet med modvilje, er sjældent en god historie.

• Tal først, bekræft bagefter
• Skriftlig bekræftelse altid ved sårbare personer
• Lad personen kunne trække sig inden udgivelse

Kort tjekliste, før du går i gang med dit næste interview

Inden du møder en person til et interview, så skriv tre ting ned for dig selv: hvad historien skal bruges til, hvem der kommer til at læse den, og hvad personen skal vide for at kunne sige ja med åbne øjne. Brug de tre punkter som ramme for din forklaring.

Tag dig tid til at spørge, om der er noget, personen ikke vil have med. Det spørgsmål koster dig ét minut og kan spare jer begge for mange dårlige dage. Skriv svaret ned, og læs det højt, inden I siger farvel.

Når teksten er færdig, så tilbyd personen at læse citaterne igennem for at se, om de er gengivet korrekt. Det er ikke det samme som at give redaktionel kontrol. Det er almindelig redelighed, og det gør dig til en fortæller, folk har lyst til at tale med igen.

Mundtligt samtykke er naturligt men skrøbeligt, og skriftligt samtykke er trygt men kan virke stift. Brug dem sammen: tal først, og bekræft bagefter i et enkelt sprog. Giv personen tid, lyt til tøven, og lad dem trække sig, hvis de ombestemmer sig. Det er den vej, vi selv anbefaler dig at øve på kurset.